Idégrundlag og målsætninger
Børnehusenes mission er at være det bedste alternativ og supplement til barnets hjem.
Målet er at give børnene et værdigt liv, hvor de får opfyldt deres behov for omsorg, tryghed, kontakt, nærvær, udvikling og fysio- samt ergotereapeutisk behandling. I det pædagogiske arbejde bygges der på de ressourcer hvert enkelt barn har for at opnå størst mulig udvikling. Børnehusene ser det som meget væsentligt at støtte børnenes muligheder for kommunikation med omverdenen med henblik på at give dem størst mulig indflydelse på eget liv.
Mange af børnene i Børnehusene er fuldkommen afhængige af andre menneskers hjælp. I Børnehusene finder vi det meget vigtigt at børnene, trods de begrænsninger og vanskeligheder de som en følge af deres handicaps har, behandles med respekt og omtanke - også i de mere private og intime situationer i deres liv som fx når vi bader dem, skifter ble, giver dem mad m.m.
Børnene har mange specielle og forskellige behov, som skal dækkes. Samtidig er de også børn, der har brug for plads og tid til at være børn - og frirum hvor der kan slappes af, og hvor de hele tiden ikke skal et eller andet.
Målet er at være i tæt samarbejde med forældrene om deres børn.
Lovgrundlag
Børnehusene drives i henhold til Servicelovens § 67, stk. 1-3
Børnehusene | Lavsenvænget 2 | 5200 Odense V | TLF: 63 11 00 07 | Bornehusene@soc.regionsyddanmark.dk